Platons hulelignelse.

1.     Fanger der er lænket ude af stand til at bevæge sig den mindste smule, og dermed hensat til at iagttage hulens bagvæg og intet andet.

2.     Bag fangerne er der en mur og bag muren en vej. På vejen passerer mennesker og dyr forbi. Deres skygger kastes vha. bålet (4) op på bagvæggen

3.     Denne hule er forbundet med verden af en gang, som dagslyset ikke kan trænge igennem.

4.     Deres skygger kastes vha. bålet (4) op på bagvæggen (2) og er dermed det eneste fangerne ser.

5.     Fangernes virkelighed er altså bestående af skygger, fangerne befinder sig i Fænomenernes Verden. En dag slipper en af fangerne fri (Sokrates). Han kommer igennem hulen og ud i det der kaldes Ideernes Verden (5), som er den såkaldte virkelige virkelighed.

Her blændes han, men vender sig langsomt til lyset. Alt, hvad han ser, vender han tilbage til hulen, for at fortælle de andre om. Han vil sågar forsøge at befri de andre for, at de selv kan se det. De resterende fanger vil ikke være i stand til at sætte sig ud over deres virkelighed eller snæversynethed og vil derfor gå til yderligheder og eksempelvis ende med at slå den tidligere fange (Sokrates) ihjel. V.h.a. hulelignelsen beskrives altså filosoffens kamp for at vise verden hvad han ved, samt sjælens rejse til Ideernes Verden, efterfølgende inkarnation i en ny krop og dermed viden á priori (enhver læring er erindring). Hulelignelsen giver også udtryk for Platons udprægede dualistiske tankegang. Verden bestod for Platon, jf. hulelignelsen, af to uforenelige substanser, nemlig en fysisk (Fænomenernes Verden) og en metafysisk (Ideernes Verden). Udover dette kan man via hulelignelsen udlede, at Platon var rationalist. Han har som individ tænkt sig frem og ad den vej opnået en form for erkendelse.

Thi én svale gør ingen vår: Kristian Krogs artikel set med Aristoteliske briller

I artiklen "En god gerning" (Århus Stiftstidende 05.02.2012) plæderer artiklens forfatter Kristian Krog for, at idéen om en god gerning bør undergå en ekspansion i vores fælles bevidsthed, så den også omfatter de undseelige handlinger, vi (ikke) foretager i vort daglige liv. Handlinger, som umiddelbart i det store billede kan forekomme oversebare, men som ofte har den effekt, at de afbyrder livet for de mennesker, der befinder sig i vort nærmiljø.

Som pendant hertil opstiller Kristan Krog de storstilede indsamlingsshows, hvis formål er at akkumulere store pengesummer til (ofte internationale) velgørenhedsprojekter. Han anfægter ikke disse shows samaritanske værdi, men han rejser spørgsmålet: Hvad med årets 364 andre dage (apropos Aristoteles; "thi én svale gør ingen vår")?

Dertil efterlyser han underforstået, at den velvillighed, hvormed vi ivrigt yder sultende børn i den tredje verden hjælp, overføres til vores eget dagligdagsliv, hvor de gode gerninger ikke televiseres, og vi dermed ikke opnår den samme hæder, som lader os bære vores godhed som et synligt æresbevis, men hvor et smil afsendt til en fremmed i Netto kan avle lige så tiltrængt glæde.

Kristian Krogs opråb korrelerer ganske samstemmende med Aristoteles' dydsetik, som fæstner sig i det grundprincip, at vi som mennesker opnår dydighed (både de intellektuelle dyder, som tæller bl.a. intelligens og forstand; altså et menneskes evner samt de moralske dyder, som omfatter bl.a. generøsitet og besindighed; altså et menneskes karakter) ved at udøve dydighed (for ifølge Aristoteles er dyder ikke noget medfødt, men noget løbende tilegnet).
Altså kan man fremsætte det argument, at vi ved at tvinge os selv til altid at handle moralsk korrekt (dydigt), fremavler en endnu mere omfattende dydighed, som gør os i stand til at yde et bidrag til puljen med gode gerninger mere end én gang årligt, når indsamlingsshows skyldtripper os til at gøre det.

Ifølge Aristoteles bør vores handlinger altid være determineret af et mål for målets egen skyld.
De bør ikke grunde sig i et ønske om at udstille vores egen godhed (for da er den dydige hensigt ikke gået forud for den dydige handling), som Kristian Krog insinuerer, at det stigende antal indsamlingsshows i virkeligheden er et udtryk for.

For at opsummere: En enlig svale udgør ikke en sommer, og således gør én dags velgørenhed dig ikke til et velgørende menneske generelt set.

Skal Danmark forblive et kristent land med halvtomme folkekirker ?

Aktiv dødshjælp....Pravina !

AKTIV DØDSHJÆLP

Vi har videoen om Pravina som gerne vil have aktiv hjælp.

I video klippet siger Pravina at hun gerne vil modtage aktiv dødshjælp fordi hun er bange for at hendes sygdom (skelerose) bliver værer, hun vil ikke leve igennem dette. Hun er i video klippet lam fra halsen og ned, hun skal have hjælp til alt. Hun føler hendes liv er uværdigt, da hun ikke selv kan agere frit med sin omverden. Der er ikke noget hun hellere vil end at kunne bruge sine ben, hun vil have frihed, hun er bundet på hænder og føder. (ingen kan hjælpe hende heller ikke hendes hjælper). Pravina siger  at der er mange læger der gerne vil hjælpe med aktiv dødshjælp, så hvorfor ikke lade dem gøre det ? hvis hun selv kunne ville hun forlade livet. Pravina mener at der burde sidde syge mennesker i det etiske råd sammen med de raske mennesker, hun mener at der ville værer anderledes mening omkring aktiv dødshjælp.

Kant mener at en handling er moralsk rigtig, hvis man ønsker at alle i samme situation handler på samme måde.

Så ifølge Kant, er aktiv dødshjælp en moralsk rigtig handling så længe personen der udfører handlingen ville mene at alle andre der står i samme situation ville yde samme handing.

Hvorfor vil man ikke hjælpe de personer som er dødeligt syg eller er så syge at de ikke kan agere frit med og i sin omverden.

Hvis der bliver opstillet klarer regler om hvordan og hvornår der må ydes aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord, burde det så ikke være muligt at gøre det på en etisk korrekt måde ?

Pravina Videolink: http://www.etik.dk/aktiv-doedshjaelp. Lidt over midten af siden.

selvbestemmelse angående aktiv dødshjælp.

Skal vi have retten til at bestemme over slutningen på vores eventyr?

Der bliver argumenteret imod forslaget, med at mennesket ikke er i en tilstand til at tage sådan en beslutning, f.eks. deprimerede og ulykkelige. Eller det vil måske skræmme de ældre, til at tage imod dette tilbud med følelsen af pligt eller tvang fra sine omgivelser. Pengenød, udstødelse eller manglende hjælp til pleje ved sygdom i familien og samfundet kan blive til en beslutning om at tage billetten. En vigtig faktor i deres argumentation er også at man ikke må slå ihjel, vi har også alle lært det fra biblen i de ti bud, ja siden barn har vores omgivelser fortalt os at man ikke må slå ihjel. Immanuel Kant står også for at man ikke må slå ihjel.

argumenterne der er for går på den liberale tankegang, at det enkelte menneske skal have så meget frihed, som muligt. Friheden til at bestemme over sit eget liv, hvilke værdier, der skal prises højest og hvordan vi vælger at leve ud fra dem. Derud fra opfatter de, det enkelte individs frie ret til at vælge, hvilken slutning deres "eventyr" skal have. Nogle frygter at blive husket for det sidste ulykkelige sygdoms forløb, en dødelig sygdom kan føre med sig. I stedet kunne man vælge at tage afsked med de mennesker man nu har kært i kroppens og sjælens "normale" tilstand, inden en dødelig sygdom tager over, og ændrer, andres minde af personen i den sidste tid.

Jeremy Bentham skriver om nytteprincippet at enhver handling, der forøger de involveredes lykke frem for smerte, ved første udfald og derefter, er en god handling. Der skal kunne laves en målestok over handlingens tendens til lykke og smerte og i den anden ende, rigtigt og forkert. I forhold til aktiv dødshjælp og nytteprincippet, vil jeg mene det ville give et positivt udfald. Hvis vi går ud fra at personen med sygdommen har mest lykke i at ende livet sådan, frem for den smerte sygdommen ville medføre, personen og de nærmeste. De pårørende har også mest lykke i valget om en "pæn" afsked, som fører et bedre minde(= mindre smerte) med sig. Så ville denne handling være godkendt. Men for at kunne sætte regler i en lovgivning omkring aktiv dødshjælp, skulle man finde grundlinjerne for kontrollen af handlingens frembringelse af lykke i situationen og efter.

Der er en "historie" med dette ældre par oldeforældre, der har levet et liv med masser af glæde og kærlighed. Efter et langt liv sammen, bliver konen syg af kræft. De er klar over deres alder og muligheden for hendes overlevelse. Mættet af dage, besluttede de at bruge ugen på at besøge deres kære, med beskeden om deres fælles afsked til livet i den nærmeste fremtid. Oldeforældrene fik sagt deres afsked som de ønskede det. En aften efter, de havde aftalt, tog de deres fineste tøj på, spiste en god middag med, hvad de elleres begærede og så hinanden i øjnene en sidste gang. Da de var klar ringede manden til alarmcentralen og forklarede, hvor og hvad der ville ske. Manden skød først sin kone, så sig selv.
- Min holdning er, du forlader livet som du selv synes er dig værdigt..

Abort

Jeg har læst artiklen om de 16.000 kors der er blevet sat op på en mark ved E45 nær Hedensted. Det er organisationen 'Retten til liv' der har arrangeret det, fordi de er imod den frie abort, som er skyld i at der bliver dræbt 16.000 liv hvert år, og gerne vil gøre os opmærksomme på det.
Jeg er også imod den frie abort.  Men i nogle tilfælde (fx voldtægt) kan jeg godt se at det kan være nødvendigt, men jeg synes virkelig man skal tænke sig en ekstra gang om, før man får en abort. Lige meget hvor lille babyen (cellen/det befrugtede æg) er, så er det et liv der er i gang med at vokse.
Det med at barnet fejler noget eller har et handicap er måske den hyppigste grund til at der foretages aborter. Jeg så en tv-udsendelse om en familie, som følte hele deres verden gik under da de fik af vide at deres barn ville blive født med Down Syndrom, og moren havde slet ikke lyst til at have barnet. De fik barnet alligevel, og har i dag et rigtig godt liv, og han spreder så meget glæde og kærlighed omkring sig.

Det er også rigtig hårdt for dem der står tilbage efter en abort. De fleste kvinder føler en stor skyldfølelse, og skal leve med savnet/skylden resten af livet.

Lidt om hvad Bentham og Kant ville mene/gøre:

Bentham går ind for lykkeetikken. Han ville tage situationen og opveje den, og se hvad der ville være bedst, at få barnet eller ikke. Han ville regne det ud som et regnestykke, og måle konsekvenserne, hvor mange for og imod der er. Fx ”hvordan ville mit liv ændre sig hvis jeg fik en baby, og hvis ikke, hvad så?”.

Kant går ind for pligtetik, og en af de pligter han går ind for hedder, at man ikke må slå mennesker ihjel. Men den er lidt svær i forhold til dette emne, for her kommer det an på, hvornår et menneske er et menneske. Om det er ved undfangelsen, når det er 13 uger gammelt eller når det først er blevet født. Det er der mange diskussioner og argumentationer om, og det findes der måske heller ikke et ét korrekt svar på.

10 ting om dødsstraf

http://www.etik.dk/artikel/437894:Forbrydelse-og-straf--10-vigtigste-ting-at-vide-om-doedsstraf

Jeg har læst artiklen hvori der er (nyttig eller unyttig) viden om dødsstraf. Artiklen kommer egentlig bare med info omkring dødsstraf, eksempelvis hvor mange lande der har dødsstraf, hvornår den blev afskaffet i DK og hvilke metoder der gøres brug af,
Artiklen taler hverken for eller imod emnet, men det er dog noget vi alle har den ene eller anden mening om.

Personligt er jeg en smule splittet. Hvem kan tillade sig at spille herre over andres ret til livet, og hvornår er det retfærdigt at bruge døden som retfærdiggørelse for en kriminel handling? Mange spørgsmål rejser sig og det er et emne der ofte debatteres. Jeg er imod dødsstraf, mere end jeg er for. Jeg mener, at det er bedre at lade den kriminelle lide i form af livstid.

Så kan man jo stille spørgsmålet om hvorvidt det er sikkert at den der bliver dømt, er den rigtige gerningsmand? Hermed kan det jo resultere i, at den forkerte person bliver straffet. Et andet spørgsmål kunne være hvorvidt det mindsker kriminelle handlinger, at et land har dødsstraf? Svaret må være nej. I Amerika er kriminaliteten ikke mindsket fordi der er konsekvens i form af døden for en kriminel handling.

Dette mener Kant:
Tanken om at straffe som fortjent har rødder i slutningen af oplysningstiden. Den tyske filosof Immanuel Kant argumenterede dengang for, at man holdt folk ansvarlige for deres handlinger ved at straffe dem ligeligt tilbage. Det onde, man påførte en anden, skulle betragtes som begået mod en selv. Hvis man stjal fra en anden, stjal man fra sig selv, hvis man slog en anden, slog man sig selv, og hvis man dræbte en anden, dræbte man i virkeligheden sig selv, mente Kant. Tanken var, at straffens type og hårdhed skulle fastslås ud fra den begåede forbrydelse ved at straffe den kriminelle for en handling, svarende til den offeret blev udsat for.
http://www.religion.dk/artikel/247967:Undervisning--Oeje-for-oeje-eller-straf-til-gavn

Dette mener Bentham:

Bentham pegede på tre måder, straf kunne virke præventivt:

• Uskadeliggørelse (ved dødsstraf eller fængsling) – den kriminelle er fysisk forhindret i at begå ny kriminalitet.
• Afskrækkelse – frygten for straf får den kriminelle og andre til at afstå.
• Reformering – erkendelse af, at den kriminelle adfærd er forkert.

I forhold til straffens størrelse var mådehold Benthams udgangspunkt. Som følge af den nytteetiske logik, skulle straffen ikke være større end nødvendigt for at opnå den præventive effekt.

http://ret.systime.dk/index.php?id=148