Platons hulelignelse.

1.     Fanger der er lænket ude af stand til at bevæge sig den mindste smule, og dermed hensat til at iagttage hulens bagvæg og intet andet.

2.     Bag fangerne er der en mur og bag muren en vej. På vejen passerer mennesker og dyr forbi. Deres skygger kastes vha. bålet (4) op på bagvæggen

3.     Denne hule er forbundet med verden af en gang, som dagslyset ikke kan trænge igennem.

4.     Deres skygger kastes vha. bålet (4) op på bagvæggen (2) og er dermed det eneste fangerne ser.

5.     Fangernes virkelighed er altså bestående af skygger, fangerne befinder sig i Fænomenernes Verden. En dag slipper en af fangerne fri (Sokrates). Han kommer igennem hulen og ud i det der kaldes Ideernes Verden (5), som er den såkaldte virkelige virkelighed.

Her blændes han, men vender sig langsomt til lyset. Alt, hvad han ser, vender han tilbage til hulen, for at fortælle de andre om. Han vil sågar forsøge at befri de andre for, at de selv kan se det. De resterende fanger vil ikke være i stand til at sætte sig ud over deres virkelighed eller snæversynethed og vil derfor gå til yderligheder og eksempelvis ende med at slå den tidligere fange (Sokrates) ihjel. V.h.a. hulelignelsen beskrives altså filosoffens kamp for at vise verden hvad han ved, samt sjælens rejse til Ideernes Verden, efterfølgende inkarnation i en ny krop og dermed viden á priori (enhver læring er erindring). Hulelignelsen giver også udtryk for Platons udprægede dualistiske tankegang. Verden bestod for Platon, jf. hulelignelsen, af to uforenelige substanser, nemlig en fysisk (Fænomenernes Verden) og en metafysisk (Ideernes Verden). Udover dette kan man via hulelignelsen udlede, at Platon var rationalist. Han har som individ tænkt sig frem og ad den vej opnået en form for erkendelse.