Aktiv dødshjælp.

Det etiske råd tager emnet op med jævne mellemrum. Flertal af rådet er enige om at aktiv dødshjælp strider mod princippet om menneskets ukrænkelighed.

”Hvorfor skal mig fremmede og aldeles ukendte mennesker i et organ ved navn Etisk Råd bestemme, hvordan og hvornår jeg må forlade livet? Det forekommer mig at være et spørgsmål, til hvilket kun jeg bør kunne tage stilling. Og hvis jeg oven i købet for mange år siden har oprettet et Livstestamente, må enhver kunne forstå, at jeg ønsker at komme herfra så hurtigt, effektivt og smertefrit som muligt. Kunne vi måske engang få Etisk Råds begrundelse for gang på gang at nægte at efterkomme flertallets ønske om aktiv dødshjælp?”

(http://www.weekendavisen.dk/art/aktiv-doedshjaelp-ll)

Ifølge Kant strider aktivdødshjælp med det kategoriske imperativ. Det kan aldrig blive en ufravigelig regel at tage beslutning om at tage sit eget liv.

Bentham ville være for aktivdødshjælp, hvis det giver lykke / fjerne smerte for flest mulige, f.eks. en uhelbredelig person, der ligger til last for familie og venner og også er en økonomisk belastning for samfundet.  Så hvis en uhelbredelig syg person ønsker at dø bør man yde aktiv dødshjælp.

Handlingen i sig selv er ifølge Bentham, god fordi konsekvensen er positiv, mens konsekvensen ikke spiller en rolle hos Kant, men derimod udelukkende den gode vilje.

Som udgangspunkt er vi mod aktivdødshjælp da passivdødshjælp jo er lovligt i Danmark og i stor udstrækning dækker de flestes behov. Ved passivdødshjælp forstår man at man stopper livsforlængende behandling og udelukkende giver smertestillende medicin. I de fleste tilfælde medfører dette en hurtig død. Aktivdødshjælp sætter personen, der udføre handlingen i et etisk dilemma og kan fremadrettet give voldsomme skyldfølelser og indre konflikter. Desuden vil aktiv dødshjælp muligvis presse uhelbredelige personer til at træffe beslutninger mod deres vilje, fordi de ikke ønsker at være en belastning for pårørende og samfundet.

Lone og Kyhl (Mia)